Vi bygger fremtidens platform

I e-nettet er vi i fuld gang med at skabe vores nye teknologiske platform, der vil omfatte alle e-nettets produkter og erstatte de nuværende fem platforme. Den nye platform vil være nemmere at vedligeholde og vil kunne skalere bedre både kommercielt og teknisk

Hurtigere time-to-market, højere driftskvalitet og lavere omkostninger er nogle af de gevinster, vi håber at kunne høste for vores kunder, når vi i e-nettet i løbet af foråret sætter vores nye, moderniserede teknologiske platform i produktion.

e-nettets løsninger baserer sig på nuværende tidspunkt på fem forskellige teknologiske platforme. De er bygget på forskellige teknologier i perioden 1997-2014 og afspejler de forskellige opgaver, behov og samarbejder, e-nettet har understøttet.

Baseres på OpenShift

Fremtiden kalder på muligheden for bedre at kunne skalere, for at komme hurtigere i drift og at forbindelsen mellem udvikling og drift bliver tættere. Og i en verden med billigere og billigere computerkraft og hurtigere forbindelser, har vi i e-nettet besluttet at basere vores nye platform på OpenShift, der er en platform, hvor applikationerne er pakket i containere.

”Det giver en række fordele, som gør mange ting lettere for både drifts- og udviklingsafdelingen. Nemlig bedre skalering, strømlinet applikationsdeployment, fælles indsigt i hele teknologi-stacken samt en tydelig styring”, siger Frank Laurents, der er Head of Project Management i e-nettet.

Paradigmeskift

Systematic hjælper e-nettet med at udvikle den nye platform, der bliver bygget på OpenShift.

”I sin grundform er OpenShift en måde at pakketere software sammen med alt, hvad der skal bruges af tredjepartskomponenter, i en container. Den kan man så give til en driftsleverandør og få driftsafviklet på en meget sikker måde”, fortæller Thomas Jesper Hansen, der er Director i Systematic.

”e-nettet har mange forskellige løsninger, og den container baserede -platform giver mulighed for en lettere proces omkring forvaltning og videreudvikling. Det her med at lave sin software som microservices, er nærmest et paradigmeskift inden for de sidste par år, og udbredelsen af den vokser utrolig hurtigt lige i øjeblikket”, siger han.

Fra monolitter til microservices

OpenShift kan forstås som en rullemadras, hvorpå alle e-nettets containere ligger. Inde i containerne er der stumper af programmer – microservices. Det er softwarekomponenter, der kan udskiftes og opgraderes uafhængigt, og som gør det muligt at lave mikroændringer, så man ikke behøver mastodonttests og unødvendige afhængigheder.

Med microservices – i stedet for monolitiske systemer med en samlet, selvunderstøttet softwarestruktur – bryder man systemer ned i enkelte bestanddele.

”På den måde, kan man sammensætte sine løsninger, som hvis man byggede med legoklodser – altså bygge produkter med allerede udviklede softwarekomponenter på tværs, siger Thomas Jesper Hansen.

Kan flyttes op i skyen

Et andet vigtigt element ved microservices er, at kombinationen mellem dem og Open shift giver mange fordele. Blandt andet kan man gøre sit system både mere robust og skalerbart. Med microservices kan man nemlig nøjes med at skalere de specifikke moduler, man har brug for. Det giver et mere fleksibelt og økonomisk fordelagtigt setup.

”I e-nettet har vi valgt OpenShift på en on-premise-cloud frem for en egentlig native cloud, for at minimere risiko da ingen helt ved, hvor cloud-teknologien ender. Så for at være bedst muligt rustet til fremtiden, har vi valgt den løsning, vi mener, er mest fleksibel”, siger Frank Laurents.

”Når det forventeligt bliver muligt at bruge public cloud i finanssektoren, er e-nettet parat, da man har lavet den her investering. Jeg synes generelt, at e-nettet med sin strategi har taget et meget fornuftigt valg og springer nærmest halvanden generation teknologi over med det. Det er en revolution snarere en end naturlig evolution”, fastslår Thomas Jesper Hansen fra Systematic.

De første løsninger ligger allerede i test på e-nettets moderniserede platform, og den første løsning, der bliver klar til brug for e-nettets kunder i løbet af foråret, bliver Ejendomsdatarapporten.