Tempoet er kreditvurderingernes næste bastion

Regulatoriske krav og grundighed har altid været hjørneflag i kreditvurderingerne. I et ejendomsmarked, der buldrer afsted i form af både værdiudvikling og omsætningstid, er hastigheden i kreditvurderingen i dag også blevet et parameter.

 

Boligmarkedet gløder flere steder i landet, og i de områder, hvor boligerne bliver solgt hurtigt, skal kreditbeslutninger træffes lige så hurtigt: Køberne skal vide, om de kan springe til, når den rette mulighed viser sig.

Virkeligheden er imidlertid, at mange processer i kreditvurderingen stadig er præget af manuelle arbejdsgange og dobbeltindtastninger af data.

Det påvirker tidsforbruget på den enkeltes kreditvurdering, og det er blevet et konkurrenceparameter, vurderer to Product Managers i BEC, der arbejder med løsninger til netop kreditvurdering i deres hverdag:

“Den, der hurtigst kan give svar på låneansøgningen, vinder kunden. Især i et glohedt boligmarked som det københavnske lige nu,” fortæller Product Manager i BEC, Christoffer Fuglsig Pedersen, der fortsætter: “Derfor er vi også meget interesserede i, hvordan vi kan arbejde med automatiseringer og AI på dette område”.

“Den, der hurtigst kan give svar på låneansøgningen, vinder kunden.”

Christoffer Fuglsig Pedersen
Product Manager
BEC

Til efteråret sætter vi fokus på fremtidens ejendomshandel – både de vigtige data, den kritiske infrastruktur og alt det midt i mellem, der fylder for bank og boligkøber. Skal du med på Explore Conference? Læs mere her. 

 

Selvom data findes, er de ikke altid klar til automatiseringer

Udfordringen for datacentralerne i at understøtte hurtigere kreditvurderinger skyldes ikke mangel på data. Det slår Product Manager i BEC, Steen Norman Olsen, fast:

“Det offentlige ved jo rigtig meget om alle ejendomme, inklusive forbrug og ejendomsskat og så videre. Der er også meget data i mæglernes salgsopstillinger. Opgaven er derimod, hvordan vi får disse data ind i et budget og ind i kreditbeslutningen. Altså data findes jo, vi skal bare have dem til at glide lettere.”

En stor del af data glider i dag allerede i automatiserede flows offentlige registre og ud til parterne i en ejendomshandel. De data, der ikke gør, er ofte dem, der enten ligger i registre, der ikke er struktureret til brug uden for den offentlige sektor – eller data, der netop ikke ligger i et register, som sektoren bare lige kan tilgå.

Et aktuelt eksempel herpå er data om de indefrosne ejendomsskatter, som vi i foråret har kunnet gøre tilgængelige gennem et tæt samarbejde med Skattestyrelsen og flere andre aktører:

“De indefrosne ejendomsskatter vil over tid udgøre en stadig vigtigere del af gældsbilledet i en ejendom. Derfor er vi glade for, at vi nu kan tilbyde en løsning med enkeltopslag, selvom vi mener stadig, at det rette sted at oplyse om pant i ejendomme er i tingbogen,” siger Head of Digital Solutions i E-nettet, Morten Vedel, der fortsætter:

“Data i tingbogen er allerede struktureret, så sektoren kan trække og bruge dem i deres kreditvurderingsprocessen. Derfor fortsætter vi dialogen med de relevante parter for at også data om de indefrosne ejendomsskatter registreres her, fordi det vil gøre processen for at få et samlet billede af hæftelserne i en ejendom mere smidigt at få”.

“At få data til at flyde frit, kræver enighed i branchen.”

Steen Normann Olsen
Product Manager
BEC

Løsningen er sektorfællesskabet

Selvom hastigheden i kreditvurderingen og risikoanalysen er i fokus, er det dog ikke det samme som, at hver aktør skal finde deres egen måde at løse opgaven med at få data gjort tilgængelige og strukturerede, så de i højere grad kan indlejres i automatiserede processer.

“At få data til at flyde frit, kræver enighed i branchen. Konkurrencen mellem bankerne skal foregå på andre områder, for selvom individuelle løsninger nogle gange kan udtænkes hurtigere, bliver de hurtigt meget komplicerede i drift,” afslutter Steen Norman Olsen, Product Manager i BEC.

Ejendomshandlen er i forandring

Tendenserne er et udtryk for den forandring i ejendomshandlen, der i disse år i stigende grad flytter fokus fra primært at vurdere køberne til også at vurdere ejendommene og det område, de ligger i.

De nye faktorer øger kompleksiteten sideløbende med nye reguleringskrav og et marked, der ønsker den stigende kompleksitet håndteret på kortere tid.

Det sætter vi fokus på, når vi til november inviterer aktører fra finans- og boligmarkedet til Explore Conference under temaet “Fremtidens Ejendomshandel”.