For mange danske virksomheder fylder klima allerede en del på dagsordenen, men hvad med biodiversitet? For biodiversitet er ikke kun insekter og blomsterbede, men meget mere. Biodiversitetskrisen har fangarme ind i både danskernes hverdag og virksomhedernes økonomi. Men hvordan kan det være? Og hvordan kan virksomheder tackle de udfordringer, de står overfor? Alt det og meget mere får du svar på i dette podcastafsnit af Bæredygtig Business, hvor biolog Bo Øksnebjerg, partner i EY, gæster studiet.
Lyt til podcasten her
I dette afsnit af Bæredygtig Business tager Steffen Max Høgh dig med til et fremtidsscenarie, som faktisk slet ikke er så fjernt. Det fortæller Bo Øksnebjerg, partner i EY, os om. For biodiversitetskrisen er over os, men det er ikke for sent. I samtalen mellem Steffen og Bo får du blandt andet svar på, hvordan de store rododendronskove i Himalaya spiller en rolle, hvad shifting baseline syndrome er, og hvor Danmark står i forhold til biodiversitetskrisen.
Naturen er grundlaget for økonomien
Biodiversitet handler ikke kun om dyr og planter, men om alt det, vi bygger med og spiser, forklarer Bo. Faktisk stammer halvdelen af verdens bruttonationalprodukt direkte fra naturen. Mens klimaforskere længe har kunnet forudsige konsekvenserne af klimaforandringer, kender vi ikke de kritiske tipping points for biodiversiteten. Men krisen er ikke ”fremtidsmusik i 2080”, siger Bo, vi befinder os faktisk midt i den nu.
“Vi leger med ilden, når vi ødelægger naturen uden at forstå konsekvenserne”
Hvad kan virksomheder gøre?
Biodiversitetskrisen påvirker ikke kun fjerntliggende lande eller fødevarepriserne i supermarkederne, den påvirker os alle direkte. Men hvad kan man gøre som virksomhed? Og hvordan kan man som virksomhed tage ansvar og planlægge for fremtiden? Det har Bo konkrete anbefalinger til:
”Min anbefaling til virksomheder er: få styr på jeres fodaftryk, kig på jeres commodities og kig på fremtidsscenarier – hvad sker der hvis politikkerne gør x-y-z?”.
I e-nettet har biodiversitet været et emne, vi har været optaget af, endda så optaget, at vi inviterede Bo Øksnebjerg til Explore 2025 som oplægsholder. Det blev til et spændende og lærerigt oplæg, som vi tager med os videre. Missede du Explore 2025 og oplægget, kan du lytte til podcasten og høre nogle af de pointer, Bo delte med os, samt meget mere.
Lyt med i denne udgave af Bæredygtig Business og få indblik i, hvordan biodiversitet ikke kun påvirker naturen, men os alle sammen, og hvad vi kan gøre.
Lyt til podcasten her


