Grøn omstilling kræver mere end ambitioner – den kræver integration

I Perspektiv samler vi indsigter, interviews og tendenser, der sætter lys på bevægelser i den finansielle sektor. Indholdet er med til at belyse de udviklinger, der påvirker både kunder, data og digitale løsninger.

Interview med Bo Øksnebjerg, Partner, Climate & Sustainability Services, EY

Grøn omstilling i finanssektoren er gået ind i en ny fase. I mange år har bæredygtighed især været drevet af rapporteringskrav, egne ambitioner og fokus på strategier og planer for fremtiden. Men ifølge Bo Øksnebjerg er vi nu et sted, hvor det ikke længere er ambitionerne, der er afgørende. Det er data.

“I årtier har vi talt om den finansielle impact af klima- og biodiversitetskriserne. Nu ser vi for første gang reelle effekter på virksomhedernes investeringer og bundlinje. Det er ikke længere noget, vi taler om i strategipapirer. Det rammer konkret.”

Oversvømmelser lukker fabrikker. Ændrede klimaforhold påvirker landbrugsproduktion. Geopolitiske spændinger komplicerer adgang til råvarer og forsyningskæder. Bæredygtighed er blevet en del af den finansielle risikologik. Og det ændrer kravene til sektoren.

Fra rapportering til reel beslutningskraft
Ifølge Bo har vi været i en fase, hvor man kunne komme langt med sund fornuft.

“Man kunne træffe mange gode beslutninger uden at regne alt igennem. Man vidste, at energieffektivisering var en god idé – også for bundlinjen. At CO₂-reduktion var nødvendigt. Men nu er det ikke nok.”

Den næste fase kræver, at bæredygtighed ikke kun rapporteres – men integreres i de beslutninger, der former investeringer, kredit og risikostyring. Her bliver data afgørende:

”ESG- og bæredygtighedsdata har i mange organisationer primært været brugt til rapportering og dokumentation. Men fremadrettet skal de være en aktiv del af beslutningsprocesserne – på linje med finansielle nøgletal. Når bæredygtighedsdata bliver integreret i de systemer, hvor beslutninger træffes, sker der et professionelt spring. Det handler ikke om flere dashboards. Det handler om integration.”

Integration i forretningen – det smertefulde skridt
Mange organisationer har haft bæredygtighed som en særskilt disciplin. En afdeling. Sin egen strategi. Et spor ved siden af forretningen. Nu skal det kobles direkte til kerneforretningen. Og det er ikke friktionsfrit.

“Det er et smertefuldt skridt for mange. For det betyder, at bæredygtighed ikke længere er noget, man kan ‘tage stilling til ved siden af’. Det skal ind i kreditvurderinger, investeringsbeslutninger og risikomodeller.”

Bo Øksnebjerg peger på, at de virksomheder, der lykkes, er dem, der tænker langsigtet og integrerer bæredygtighed i deres forretningsstrategi. Det kan være investering i grøn energi i stedet for kortsigtede løsninger. Det kan være valg af materialer med lavere klimaaftryk – ikke kun ud fra pris, men ud fra fremtidig risikoprofil. Det kræver, at data kan kobles direkte til økonomiske konsekvenser.

Total footprint: Den næste modenhed
En anden central pointe er, at vi bevæger os fra enkeltstående klimamålinger til en bredere forståelse af det samlede fodaftryk. CO₂ er ikke længere nok. Vandforbrug, biodiversitet, råvareafhængighed og geopolitisk sårbarhed skal regnes med ind i det samlede i risikobillede.

“Hvis man skal forstå de reelle risici, skal man kende det samlede fodaftryk. Hvor er man afhængig af vand? Hvor er man sårbar over for politiske beslutninger? Hvad sker der, hvis råvarestrømme ændrer sig? Det kalder på højere datamodenhed. Og på standardisering. For hvis data ikke er sammenlignelige og sporbare, kan de ikke bruges aktivt i beslutninger.”

Geopolitik og grøn omstilling hænger sammen
Grøn omstilling foregår ikke i et vakuum. Ændringer i handelsvilkår, nye toldsatser og klimarelateret regulering påvirker markeder og investeringer. EU’s karbonskat er ét eksempel. Ændrede klimaforhold, der påvirker skibsfart og råvareadgang, er et andet. Ifølge Bo Øksnebjerg kan bæredygtighed ikke længere adskilles fra risikostyring.

“Vi taler ikke kun om klima. Vi taler om stabilitet i forsyningskæder, adgang til råvarer og økonomisk robusthed. Det gør datakvalitet endnu vigtigere.”

Data som konkurrenceparameter
I fremtiden vil forskellen mellem frontløbere og resten ikke kun være ambitioner. Den vil være evnen til at integrere bæredygtighedsdata i de systemer, hvor beslutninger træffes.

Når klima- og bæredygtighedsdata kobles direkte til økonomiske modeller, kan organisationer:

• identificere sårbarheder tidligere

• omdirigere investeringer mere præcist

• minimere risici

• skabe langsigtet robusthed.

“Det handler ikke om at lave flere rapporter. Det handler om at træffe bedre beslutninger. For bæredygtighed er ikke længere et særskilt hensyn. Det er en integreret del af forretningslogikken, og den næste store løftestang er data.”

E-nettets perspektiv
Bo Øksnebjergs perspektiver peger på en udvikling, som også fylder i dialogen med mange af de institutter, E-nettet samarbejder med. Bæredygtighed bevæger sig fra rapportering til i højere grad at blive en del af kreditvurdering, risikostyring og strategiske beslutninger.

Det stiller nye krav til datakvalitet, standardisering og til integration i de systemer, hvor beslutninger faktisk træffes.

I E-nettet arbejder vi netop med at gøre relevante data tilgængelige og anvendelige i sektoren – så de kan understøtte både rapportering og de mere driftsnære beslutninger, som Bo peger på.