Når en bolig skal sælges, boligens lån omlægges, eller når en kunde ønsker at skifte bank, er det afgørende, at banken og ejendomsmægleren kan få adgang til præcise oplysninger om boligens lån. Det behov har vi opfyldt med løsningen ‘e-lånedata’.
Tidligere skulle kunden selv finde årsopgørelsen frem, hvis huset skulle sælges eller lånene lægges om. Og det var tidskrævende, besværligt og data ofte var forældet eller upræcis. Oplysningerne blev behandlet manuelt, og man brugte forældede terminskvitteringer som datagrundlag, fortæller Amalie Bonde, der er produktejer for e-lånedata:
”Dét har vi løst med e-lånedata, som giver rådgivere og sagsbehandlere adgang til de mest aktuelle oplysninger direkte fra realkreditinstitutterne. Så i dag er de sikret, at oplysningerne altid er korrekte, og det sparer både rådgiverne og sagsbehandlerne for en masse tid, og kunderne slipper for en masse bøvlet papirarbejde” forklarer hun.
Sikrer samarbejdet i en ejendomshandel – og gør det hele digitalt
Både finanssektoren og ejendomsmæglerbranchen bruger i dag e-lånedata og er afhængige af løsningen for at kunne se, hvad der skyldes i en given ejendom, og hvordan kunden står stillet rent økonomisk.
”Ejendomsmæglerne og sagsbehandlerne bruger oplysninger om lånerestgælden til at lave provenuberegninger, så sælger ved, hvad der reelt er tilbage, når boligen er solgt. Og bankerne bruger det til kreditvurderinger, låneomlægninger og bankskifter, så kunderne kan få en 360 graders rådgivning. Derfor er det afgørende, at oplysningerne er præcise og aktuelle” forklarer Amalie Bonde.
I dag er e-lånedata et integreret og uundværligt værktøj i boligmarkedets digitale infrastruktur. Der er sat en fælles, høj standard, som sikrer, at alle professionelle parter arbejder ud fra de samme data.
Tryg dataudveksling starter med samtykke
Når der skal indhentes oplysninger om en kundes gæld til et realkreditinstitut, skal kunden altid give sit samtykke. Tidligere kunne det klares med en kontrolkode og et ejendomsnummer, men det var hverken gennemsigtigt eller i tråd med gældende GDPR-lovgivning. Derfor skabte vi en tryg og sikker løsning, e-samtykke, som spiller tæt sammen med e-lånedata.
”e-samtykke blev udviklet som en forudsætning for at kunne bruge e-lånedata. Vi havde brug for en løsning, der overholdt GDPR-lovgivningen, så alle parter kan være trygge ved, at data bliver delt på et lovligt grundlag,” forklarer Amalie Bonde.
e-samtykke gør processen mere fleksibel og gavnlig for alle parter. Kunden logger ind med MitID og afgiver samtykke, som både er tidsbegrænset og kan trækkes tilbage. Det skaber tryghed for både kunden og de finansielle aktører.
Ny løsning sikrer fælles beregningsgrundlag for indfrielsesbeløbet
Vi har netop lanceret løsningen ’Indfrielsesberegner’, som beregner et estimeret indfrielsesbeløb på en ensartet måde og af høj kvalitet. Og ligesom e-lånedata er Indfrielsesberegner baseret på aktuelt og præcist data om lånerestgæld og kurser på de bagvedliggende obligationer.
”Med Indfrielsesberegner får vi et fælles grundlag for beregning af indfrielsesbeløbet. Det skaber gennemsigtighed, og det sparer ejendomsmæglernes softwareleverandører for et stort arbejde, fordi de ikke skal lave komplekse beregninger selv. Og så håndterer den nye Indfrielsesberegner også komplekse rentetilpasningslån, der har vundet indpas indenfor de senere år” fortæller Amalie Bonde.
Ansvaret for indfrielsesberegningen vil ligge hos os i e-nettet. Og det giver stor tryghed for især ejendomsmæglere, der skal levere salgsbudgetter og –provenuer i forbindelse med boligsalg.
Fremtiden byder også på en tættere dialog med både banker og ejendomsmæglere om, hvordan e-nettets løsninger kan udvikles yderligere, fortæller Amalie Bonde:
”Vi arbejder hele tiden på at tilpasse og optimere vores løsninger endnu mere til brugernes konkrete behov. Det handler ikke kun om at gøre vores eget system bedre, men om at forstå, hvordan vores data kan understøtte blandt andet rådgivernes og ejendomsmæglernes arbejdsgange i praksis” slutter hun.



