Bankerne er klimaklar

Af Daniel Vittrup, COO & Deputy CEO hos e-nettet

Klimaforandringer udgør en stigende trussel mod fast ejendom og kan få store økonomiske konsekvenser for bankerne og for den finansielle stabilitet. Men selv om man kan få indtryk af det modsatte i kronikken Oversvøm­melser har kostet forsik­rings­bran­chen, næste offer er bankerne, hvor et af budskaberne lyder, at ”Banksektoren er langt længere bagude med at tage klimaforandringer seriøst”, så er bankerne i fuld gang. Godt klædt på af de klimadata, vi som finanssektorens digitaliseringsvirksomhed leverer til dem.

Offentlige data giver klarhed og viden

De offentlige myndigheder stiller en lang række datasæt frit til rådighed. Hos e-nettet indsamler vi data og udstiller dem i fire parametre, der siger noget om risiko for oversvømmelse efter skybrud, stormflod, stigende grundvand og kysterosion. Vi risikovurderer alle bygninger og matrikler i hele landet ud fra de fire parametre, der er kernen i den sikkerhed, bankerne gerne vil have for deres pant på lang sigt.

Faglig forståelse er afgørende

Men data kan ikke stå alene. Det påpeger Finanstilsynet i deres klimastresstest af seks pengeinstitutter. Der er behov for øget faglig forståelse. Derfor mødes vi flere gange årligt på tværs af finanssektoren og i offentlige følgegrupper og udveksler erfaring. Her giver vi input til, om klimamodellerne passer til den virkelighed, bankerne møder, og udfordrer og forbedrer de nationale klimadata i alles interesse.

Eksperter nuancerer risici

Udover det gode samarbejde med myndighederne, så samarbejder finanssektoren via e-nettet også med private virksomheder. De giver ekspertviden og indsigt i klimarisici. For hvad betyder risiko for vand på marken eller en oversvømmet kælder for værdien af matriklen? Her kan bygnings- og miljøingeniører og eksperter i landbrug give værdifuld indsigt.

Det handler om vores fremtid

Ansvarlige udlån er – udover finansiel stabilitet – også at se på, hvordan de påvirker klimaet i fremtiden. Derfor samler og leverer e-nettet også data på bygninger, landbrug og virksomheders CO2-udledning.

Så bankerne er i fuld gang – og nysgerrige på at samarbejde om og forbedre data og modeller for klimaet og bankernes økonomiske robusthed. To vigtige emner for sektoren og for samfundet.