Digital bolighandel er effektiv bolighandel

Bolighandel er ikke blot en stor beslutning for sælger og køber, det er også en yderst kompliceret proces for de professionelle deltagere i bolighandelen; ejendomsmægler, købers og sælgers pengeinstitut samt rådgiver for køber og evt. sælger.

Den digitale bolighandel drager nytte af, at langt de fleste informationer i en bolighandel allerede findes digitalt og ikke mindst at de skal anvendes digitalt. Med digital bolighandel knyttes deltagernes IT systemer sammen og hele ejendomshandelsprocessen gennemføres digitalt. Inklusiv alle handelens dokumenter, evt. forbehold, garantistillelse, refusionsopgørelse m.m. Det betyder at meget af den tid der tidligere blev brugt på genindtastning af oplysninger og sende mails og breve frem og tilbage, nu kan bruges på at give endnu bedre rådgivning.

Betydning for købere og sælgere?
Umiddelbart vil købere og sælgere ikke opleve store ændringer i forhold til bolighandel, som de kender den i dag - det er ”bag linjerne” de store ændringer sker. Med digital bolighandel vil købere og sælgere langt sjældnere skulle fremskaffe oplysninger og dokumenter.

Sælgers oplysninger om eksisterende lån, ejendomsskattebillet og kommunalt oplysningsskema m.m. kan nu trækkes digitalt direkte ind i systemet. Potentielle købere skal ikke længere skaffe oplysninger på det hus de er interesserede i. Deres pengeinstitut kan trække oplysningerne fra salgsopstillingen direkte fra en webportal eller integreret i eget system. Undervejs i handelsprocessen vil de deltagende parter altid have adgang til opdaterede informationer om den bolig der er til salg, dvs. at ændringer i udbudspris eller finansieringsforslag altid vil være tilgængelige.

Digital bolighandel for professionelle
Fuldt implementeret betyder den digitale bolighandel at ejendomsmæglerens oplysninger i en salgsopstilling flyder frit ind i pengeinstitutternes systemer. Det samme gælder for købsaftalens oplysninger, samt adviseringer og evt. forbehold fra pengeinstitut eller rådgiver. Yderligere er garantistillelse en del af den digitale ejendomshandel, hvilket betyder at købers pengeinstitut kan stille garanti digitalt, direkte til sælgers pengeinstitut.

Hvad den digitale ejendomshandel betyder for hhv. Ejendomsmæglere, Finansielle virksomheder og Advokater, kan man læse mere om, under de respektive brancher.

Hvad er e-nettets rolle?
e-nettets rolle i den digitale bolighandel er at være ansvarlig for gennemførelse af udviklingsprojektet samt ansvarlig for den løbende drift. I forbindelse med udvikling har det været vigtigt at sikre alle deltagende parters involvering i projektets egenskaber og funktionalitet, men ikke mindst at sikre at systemerne på tværs af brancher kan kommunikere op mod den fælles løsning.

e-nettets rolle er ikke blot teknisk projektleder, men også som moderator i relation til at identificere alles ønsker og behov, og få disse koordineret i forhold til hvad der er teknisk og økonomisk muligt.